E
Kleinbahn
aktiviteter
Aktuelt
Bliv
medlem
Det
første spadestik
Fotos
Generalforsamlinger
Kontakt
Links
Litteratur
Lokalplan
Mødedatoer
Mødereferater
Sponsorer
Vedtægter
Webmaster
Opdateret 3. december 2009 |
Kort
fortalt historie om ABA - Amtsbanerne på Als.
Den
første smalsporede jernbane i Nordslesvig indviedes i 1886, og
den gik fra Flensborg til Kappel. Den var smalsporet, som så mange
andre tyske baner, med en sporvidde på 1000 mm, og den blev forbillede
for de kommende amtsbaner i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg amter.
I 13 år undersøgte en kredsbanekommission på Als mulighederne
for en bane, og i mellemtiden voksede behovet for en jernbane, så
man besluttede endelig i 1887 at anlægge en bane fra Sønderborg,
som skulle dele sig i en østgående linie til Skovby og Mommark
og en nordgående til Nordborg. De første planer gik ud på,
at den østgående skulle føres helt ud på Kegnæs,
og den nordgående skulle føres til Holm, evt. til Dyvig Havn,
men begge disse forlængelser blev fravalgt senere. Banen skulle
berøre så mange landsbyer som muligt, og det er årsagen
til det meget bugtede forløb. Da der var mange krumninger med lille
radius, anvendte man skinner med en metervægt på bare 15,5
kg, og små sveller. Højeste hastighed blev derfor kun 30
km/t, men på grund af de mange stigninger, nogle på 1:40,
blev hastigheden dog noget lavere på mange strækninger. En
rejse fra Nordborg til Sønderborg tog derfor 2 timer og 4 minutter,
når det gik planmæssigt. Der var i alt 16 stationer fordelt
over de 31 km, men da de fleste havde udskænkning, blev rejsetiden
knap så mærkbar, ja af og til endda også fornøjelig.
Især om vinteren var det nødvendigt at få varmen på
stationerne, da kun få vogne havde "varmeanlæg",
kulfyrede ovne under gulvet eller sæderne.
At jernbanen var populær ses af tallene for passagerer og gods,
som viste at der i de bedste år var mellem 500.000 og 580.000 passagerer
og mellem 50.000 og 60.000 tons plus 20.000 til 30.000 stk. levende kvæg.
Efter Genforeningen blev banen omdøbt fra A.Kr.B. (Alsener Kreis
Bahnen) til ABA, Amts Banerne på Als, men kælenavnet
E Kleinbahn hang ved. De totalt opslidte skinner blev nu udskiftet med
26,4 kg skinner og større lokomotiver blev indkøbt. Nu blev
hastigheden sat op til 45 km/t og rejsetiden successivt nedsat til 1 time
og 10 min. Samtidig kunne man nedsætte billetprisen med 37%.
På grund af den tiltagende trafik med busser og lastbiler og den
deraf følgende forbedring af vejnettet, blev banens økonomi
truet, og da DSB tilbød at købe banen til nedlægning
og erstatning med last- og rutebiler, slog man til, og den 28. februar
1933 kørte de sidste ordinære tog fra Skovby og Nordborg
til Sønderborg. Kun banen fra Mommark Færgehavn til Sønderborg
bibeholdtes, og blev omlagt til normalspor. I 1962 blev denne bane blev
dog også nedlagt.
Det var så afslutningen på jernbanehistorien på øen
Als!
Eller er det nu også det?
Historien
om foreningen.
Den 23. april 2003 stiftedes "Veterantogsforeningen Amtsbanerne på
Als" med arbejdstitlen "E Kleinbahn" med det formål
at samle alle med interesse for den gamle alsiske jernbane og at genetablere
og drive en delstrækning på 5 km fra Nordborg til Oplevelsesparken
Danfoss Universe og til at udbrede kendskabet til jernbaner.
Den metersporede bane bliver lagt med skinner i profil IV og V, (36 og
45 kg),
og det rullende materiel skal fortrinsvist bestå af renoverede vogne
fra den oprindelige bane. Der findes ca. 12 vognkasser dels i nærområdet
og dels i Dansk Jernbaneklubs hal i Marslev. Alle disse vogne er eller
har været integreret i sommerhuse.
En original gods- og kreaturvogn er under restaurering, og til foråret
2010 får vi chancen for at erhverve den eneste II / III kl. bogievogn,
der eksisterer, og som i øvrigt er uhyre velholdt.
I
marts 2005 flyttede vi ind i en lejet værksteds hal på 200
m2, hvor vi opstillede de mange bearbejdningsmaskiner, vi har fået
af forskellige virksomheder med Danfoss i spidsen.
Efter
3 år var pladsforholdene for trange, og vi havde da det store held
at kunne leje den gamle Østerlund Kro, som Sønderborg Kommune
havde overtaget. Her råder vi over godt 500 m2 lokaler hvoraf de
ca. 185 m2 er klubfaciliteter og resten er værkstedlokaler fordelt
på maskinværksted, vognhal, smedeværksted samt snedker-
og malerværksteder. Dertil kommer, at vi også råder
over et tilliggende areal på ca. 5 ha græsmarker, som bla.
er udlagt til den kommende Nordborg Station.
Banens
forløb er fastlagt, og ca. halvdelen af den 5 km lange strækning
kommer til at ligge på den oprindelige trassé. Udover de
to endestationer er der planlagt to, måske tre trinbrætter.
De
fleste tilladelser er opnået, og pt. forhandler Jordfordelingskontoret
med de sidste lodsejere om opkøb af jord til strækningen.
Det
er også planen at opføre den smukke bindingsværks remise,
der stod på Nordborg station og en tillempet, formindsket udgave
af den første station i Nordborg. Det er også et ønske
at opføre et perronhalvtag på den anden endestation, Elsmark,
ved Danfoss Universe, som en afkortet udgave af Zar Nicolai II´s
banegård i Haapsalu i Estland.
Foreningen
tæller nu knap 140 medlemmer.
Knud
Skov Rasmussen.
|